“Timerne der passerer på en psykiatrisk afdeling, er de længste jeg har levet igennem. Tiden er en kompakt masse, en klippe foran én man aktivt skal hakke sig igennem, kæmpende og svedende; som redskaber bruger vi ikke hammer og segl, men kaffe, smøger, bordtennis og brætspil at slå tiden ihjel med. Med så sløve våben tilgængelige føles det som at svømme ad en uendelig flod i substans så tyk som tjære”.

Sådan oplever Caroline Livingstones sine indlæggelser på psykiatriske hospitaler. Første gang skyldes et mislykket selvmordsforsøg; siden følger otte indlæggelser. I denne 2. podcast samtale med Nalle Kirkvåg fortæller Caroline om sine oplevelser med psykiatrien og læser op fra  hendes autobiografiske roman Nat i april. Her træder man ind i en barsk men også poetisk smukt beskrevet verden, som de fleste af os heldigvis ikke kender til. Det, er en verden i nød; gangene på de psykiatriske hospitaler er overfyldte med senge og patienter. Og man udskrives ikke, når man er rask; men når nogen har det værre end en selv og derfor har endnu mere brug for pladsen.

“Det er den ultimative overgivelse at lade sig indlægge. Hvis de synes, du spiser for lidt yoghurt, giver de dig mere. Hvis de synes, du har lyset tændt for sent om aftenen, slukker de det. Hvis de vil medicinere dig, gør de det. Hvis de vil bæltefiksere dig, gør de det. Hvis de vil beholde dig, gør de det”.