Romkugle-folket Essays - Cover Image
Romkugle-folket
- essays og fortællinger til præcis dig / ny episode hver lørdag 12.25

- hvor du kan blive henført til steder, du måske engang har været
- hvor du kan blive henført til de tanker, du måske engang har haft
- hvor du kan få spørgsmålene fra fortiden og måske få svarene til nutiden
Og vigtigst af alt:
- hvor du kan lytte til fascinerende og spændende essays og fortællinger

Denne podcast skal handle om os, for vi har oplevet det samme.
Det er det samme, der sker til alle tider, årstallet ændrer sig, navnene ændrer sig, men oplevelserne og minderne er universelle.
Hvem var jeg egentlig? Ville jeg kunne genkende mig selv, hvis jeg fik muligheden? Ville jeg være stolt af det jeg så?
På den måde hænger nutiden og fremtiden i en tynd tråd i fortiden.
I barndommen piloterer vi vores livshorisont, for den skal jo tåle at blive udvidet. Og det bliver den, mens runde kinder bliver overtrukket med solens ultraviolette stråler.
Vi bliver smilende fotograferet i et evighedssekund, måske lige der en sommerdag på trappen, i blå sommersandaler, hvor feriedagene driver ubekymret afsted. Måske med stangtennis eller på cykelture på lånte cykler i forkerte størrelser, tager vi på ture med tilfældige mål og medbragte madpakker.
Lige præcis det sekund ønsker vi at eviggøre
For at fastholde det, men alligevel vil før og efter stå tydeligere i vores erindring. Vi ønsker krampagtigt at fastholde momentet, men det har det med at smutte fra os som et stykke vådt sæbe
Vi spoler tilbage for at finde præcis den følelse, den stemning, tanke, smag eller duft, der forandrede noget for altid.
Somme tider udbryder vi:
”Ja, det var præcis sådan det var! Lige præcis sådan en skoletaske, lige præcis det viskelæder med den duft eller lige præcis den tanke eller bekymring gik jeg også med – vi bliver ramt lige i fællesmængden.
Mindre kan også gøre det, foreningsmængden, det der forener os – alles oplevelser og erfaringer tilsammen, er måske endnu mere givende end den præcise genkendelse af andres oplevelser.
Det forener os, når vi hører andres versioner, der sætter vores egne oplevelser og minder i perspektiv.
Alt det skal ”Romkugle-folket Essays” handle om
Fra episode nummer 2:

Vejen var alt.
Hovedfærdselsåre for det lille samfund, mødested for voksne og børn, fodboldbane, legeplads og identitet. En grusvej. I den ene side slingrede den grønne rabat sig ned til Marken, i den modsatte side et fortov.
Vejen havde et selvstændigt liv på alle årstider.
Om efteråret blev alle huller fyldt med vand og lå og stirrede i forskellige størrelser, som om, selve Vejens væsen ville følge med. De var bumpende irriterende for alle. Biler kørte kun i et fåtal, mens cykler slingrede uden om de våde forhindringer. Man brugte mange penge på at fylde huller op, men på magisk vis var der ret hurtigt det samme antal, der lå spredt på demokratisk vis.

I vintermånederne fortryllede sneen og blev skovlet og fejet på både fortov og vej. Tilfældige sneboldkampe opstod med uldluffer, der bed sig fast i sneboldene, så kastet blev forfejlet, men uden luffer gik det slet ikke.
Parallelle kælkespor slingrede i mønstre trampet frem af skistøvler med gulstribede snørebånd, men hullerne var heldigvis væk for en tid. Som en hvid, vamset bolsjemasse lå Vejen hen til glæde for alle piger og drenge, der ikke havde lært, at vinteren bare skulle overstås.
Og når vinteren gik på hæld, piblede sneen af sted i fordybninger og riste, og Vejen blev til en grusælte.
Romkugle-folket - essays og fortællinger til præcis dig / ny episode hver lørdag 12.25 - hvor du kan blive henført til steder, du måske engang har været - hvor du kan blive henført til de tanker, du måske engang har haft - hvor du kan få spørgsmålene fra fortiden og måske få svarene til nutiden Og vigtigst af alt: - hvor du kan lytte til fascinerende og spændende essays og fortællinger Denne podcast skal handle om os, for vi har oplevet det samme. Det er det samme, der sker til alle tider, årstallet ændrer sig, navnene ændrer sig, men oplevelserne og minderne er universelle. Hvem var jeg egentlig? Ville jeg kunne genkende mig selv, hvis jeg fik muligheden? Ville jeg være stolt af det jeg så? På den måde hænger nutiden og fremtiden i en tynd tråd i fortiden. I barndommen piloterer vi vores livshorisont, for den skal jo tåle at blive udvidet. Og det bliver den, mens runde kinder bliver overtrukket med solens ultraviolette stråler. Vi bliver smilende fotograferet i et evighedssekund, måske lige der en sommerdag på trappen, i blå sommersandaler, hvor feriedagene driver ubekymret afsted. Måske med stangtennis eller på cykelture på lånte cykler i forkerte størrelser, tager vi på ture med tilfældige mål og medbragte madpakker. Lige præcis det sekund ønsker vi at eviggøre For at fastholde det, men alligevel vil før og efter stå tydeligere i vores erindring. Vi ønsker krampagtigt at fastholde momentet, men det har det med at smutte fra os som et stykke vådt sæbe Vi spoler tilbage for at finde præcis den følelse, den stemning, tanke, smag eller duft, der forandrede noget for altid. Somme tider udbryder vi: ”Ja, det var præcis sådan det var! Lige præcis sådan en skoletaske, lige præcis det viskelæder med den duft eller lige præcis den tanke eller bekymring gik jeg også med – vi bliver ramt lige i fællesmængden. Mindre kan også gøre det, foreningsmængden, det der forener os – alles oplevelser og erfaringer tilsammen, er måske endnu mere givende end den præcise genkendelse af andres oplevelser. Det forener os, når vi hører andres versioner, der sætter vores egne oplevelser og minder i perspektiv. Alt det skal ”Romkugle-folket Essays” handle om Fra episode nummer 2: Vejen var alt. Hovedfærdselsåre for det lille samfund, mødested for voksne og børn, fodboldbane, legeplads og identitet. En grusvej. I den ene side slingrede den grønne rabat sig ned til Marken, i den modsatte side et fortov. Vejen havde et selvstændigt liv på alle årstider. Om efteråret blev alle huller fyldt med vand og lå og stirrede i forskellige størrelser, som om, selve Vejens væsen ville følge med. De var bumpende irriterende for alle. Biler kørte kun i et fåtal, mens cykler slingrede uden om de våde forhindringer. Man brugte mange penge på at fylde huller op, men på magisk vis var der ret hurtigt det samme antal, der lå spredt på demokratisk vis. I vintermånederne fortryllede sneen og blev skovlet og fejet på både fortov og vej. Tilfældige sneboldkampe opstod med uldluffer, der bed sig fast i sneboldene, så kastet blev forfejlet, men uden luffer gik det slet ikke. Parallelle kælkespor slingrede i mønstre trampet frem af skistøvler med gulstribede snørebånd, men hullerne var heldigvis væk for en tid. Som en hvid, vamset bolsjemasse lå Vejen hen til glæde for alle piger og drenge, der ikke havde lært, at vinteren bare skulle overstås. Og når vinteren gik på hæld, piblede sneen af sted i fordybninger og riste, og Vejen blev til en grusælte. read more read less
  • Lars´ og Allans møde med flokken
    24 Aug, 2019 - 45:36
  • Et færdselsuheld i alle farver
    24 Aug, 2019 - 38:27
  • Tyskertøsen, der får en hjernesvulst
    24 Aug, 2019 - 42:45
  • Idyllen krakelerer og et blåt øje
    24 Aug, 2019 - 26:51
  • Den første mand på Månen øver sig på de berømte ord
    24 Aug, 2019 - 33:00
  • I skolen gjaldt helt andre regler
    24 Aug, 2019 - 22:16
  • De var fjender med de andre på den anden side af åen
    24 Aug, 2019 - 24:57
  • B-dag, Beatles kommer til byen
    25 Aug, 2019 - 50:48
  • Gjorde stuepigen virkelig det?
    1 Sep, 2019 - 35:13
  • Står Jorden virkelig i flammer?
    7 Sep, 2019 - 43:55
  • There are no episodes.
Loading