Hvorfor er det så svært at tænke uden for pladen i social- & arbejdsmarkedspolitikken? Og hvorfor skal

dem, der tænker netop anderledes, straks udskammes pga. deres anderledes tanker? Det, undersøger Mathias Herup Nielsen og Nalle Kirkvåg i en samtale, de startede i TALK #7 Når rødt og blåt er ens… For det er da tankevækkende, at man ikke må tænke nyt og anderledes eller udfordre konsensus.


For politikken ligger helt fast! Kontanthjælpsmodtagere skal aktiveres og syge, ja de skal arbejdsprøves;også når dét ikke giver mening. Men hvorfor; virker alle de mange krav faktisk efter formålet? Eller kan der måske, findes andre og meget bedre løsninger? Well, det er jo svært, når nye og alternative løsninger, konsekvent afvises og latterliggøres af et politisk flertal. De vil nemlig ikke ændre; kun stramme skruen yderligere.


I Mathias og Nalles samtaler bliver et reelt dilemma tydeligt. Ikke bare er det sindssygt svært at finde de nye og bedre fremtidsløsninger. Vi hører heller ikke på og fra dem, der faktisk er udsat for den gældende politik. Også de udskammes – tænk bare på fattig Carina. Men der er brug for nye idéer og ikke mindst mere effektive løsninger; den nuværende politik er alt for dyr, ineffektiv og tit også inhuman. Ikke mindst for de syge, handikappede og  ndre der helt objektivt set bare ikke kan arbejde på almindelige vilkår. Men de skal stadig stå til rådighed for det arbejdsmarked, der alligevel ikke vil rumme dem!


Links : Her kan du læse Mathias artikel: Om dengang, Milton Friedmann blev pladderhumanist.