Settings
Light Theme
Dark Theme
Podcast Cover

Forbrydelse og Moral

  • Episode 39 - Anders K. Németh (forsvarsadvokat)

    13 JAN 2022 · “Jeg ved, at der er forsvarer, der siger, at de tager alle sager, og at man skal kunne tage alle sager. Det er jeg ikke helt enig i”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 39 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Anders K. Németh, da jeg en sidste gang før podcasten sættes på pause på ubestemt tid spørger, om der er nogle typer af straffesager, han som forsvarsadvokat ikke påtager sig at føre. Anders er en af landets mest fortrukne forsvarsadvokater, og googler man hans navn, vil man hurtigt støde på artikler med overskrifter som; ’mød manden Qvortrup og Stein Bagger ringer til, når lokummet brænder’ og ’unge Németh er den pæne af de to Németh’er’. Den første overskrift refererer åbenlyst til det faktum, at det her afsnits hovedperson har repræsenteret adskillige klienter i forbindelse med de straffesager, der gennem tiden har haft mediernes absolutte bevågenhed. Af lige netop den grund fandt jeg det også interessant at spørge, hvad Anders’ holdning egentlig er til mediernes dækning af straffesager i Danmark. Den anden overskrift refererer derimod til Anders’ far Karoly Németh, der ligeledes var og er en kendt advokat her i landet men hvis advokatstil adskiller sig fra den, som kendetegner Anders. Men hvad skal man lægge i beskrivelsen af det her afsnits hovedperson som ”den pæne” af de to Németh’er, og har det i øvrigt været en fordel at hedde Németh til efternavn, dengang advokatmarkedet skulle entreres? Sådan lyder blot nogle af de spørgsmål, som jeg i det her afsnit drøfter med Anders K. Németh, ligesom at jeg forsøger at forstå, hvorfor han altid beder klienterne melde ”rent flag” bag lukkede døre. Hvorfor vil han vide, om klienterne reelt har gjort det, som de er sigtet for? Er det ikke bare en mental belastning, hvis klienten forklarer, at han eller hun er skyldig men samtidig ønsker, at Anders kæmper for en frifindelse? Hvad gavner viden om klientens reelle skyld så? Sidstnævnte spørgsmål har jeg i podcastens levetid haft drøftet med flere af gæsterne, og i det her afsnit kan du på falderebet høre et sidste bud på en holdning til det spørgsmål. Mit navn er Jacob Barckmann og du lytter til Forbrydelse og Moral episode 39. God fornøjelse.
    55m 10s
  • Episode 38 - Mette Lyster Knudsen (landsdommer ved Østre Landsret)

    13 DEC 2021 · Som menneske, aldrig dommer. Som dommer, altid menneske. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 38 af Forbrydelse og Moral fra landsdommer Mette Lyster Knudsen, når vi i det her afsnit taler om hendes dommergerning. Ordene, eller ordsproget om man vil, hørte Mette engang en kollega sige, og hun har siden hen tænkt meget over det. Men hvad betyder det, og hvordan lever hun op til det? Hvad er det for nogle moralske dilemmaer, hun som dommer må forholde sig til i sit virke? Hvordan håndterer hun de sager, der appellerer til de stærkeste følelser hos folk, og er den tiltalte mere end bare sine handlinger, når han eller hun sidder der i retten? Det er nogle af de store spørgsmål, som vi bl.a. taler om i denne episode 38. Vi taler også om hovedpersonens baggrund og vej til domstolene, om hendes holdning til dommeres brug af sociale medier, om hvordan hun håndterer den såkaldte rimelige tvivl i en straffesag, og om hun nogensinde går hjem efter en domfældelse og grubler over, hvorvidt det nu egentlig var det rigtige resultat. Vi taler om hvorvidt uskyldsformodningen snarere er en skyldsformodning, og om hvad der foregår bag kulissen, når dommerne og lægdommerne voterer. Og så taler vi desuden om, hvorvidt det er ”lettere” at frifinde, hvis der er tale om en bagatelagtig forseelse, end hvis der er tale om en grovere lovovertrædelse. Spørgsmålene er alene uddrag af den gode samtale, vi havde. Det er sjældent at dommere i Danmark stiller op til “interview”, men her fik jeg en hel time, som jeg håber, at andre også kan få glæde af! Der skal lyde et stort tak til dig Mette for at deltage og give et indblik i dit syn på nogle af strafferettens grundprincipper og ikke mindst for at tage os med en tur ind i domstolenes maskinrum og dit virke. God fornøjelse hvis du kaster dig over vores snak.
    1h 3m 15s
  • Episode 37 - Linda Kjær Minke (sociolog og professor MSO, Juridisk Institut, Syddansk Universitet)

    30 NOV 2021 · “Det at man holder mennesker isoleret i så lang tid, det er på kant med menneskerettighederne”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 37 af Forbrydelse og Moral fra sociolog og professor MSO på Juridisk Institut på Syddansk Universitet Linda Kjær Minke, da jeg et godt stykke inde i samtalen spørger ind til, om de aktuelle forhold i de danske fængsler på nogen måde er på kant med menneskerettighederne. Jeg taler i det her afsnit med et menneske, der er blandt de få i landet, som ved absolut mest om de danske fængselsforhold, virkningen af straffe, spørgsmål om hvorfor vi straffer osv. Og da hun med afsæt i den viden i 2016 valgte at oprette et undervisningshold kaldet Inside/Out, hvor jurastuderende undervises i kriminologi sammen med indsatte, blev jeg nødt til at dedikere den første del af det her afsnit til at høre om det. Hvorfor vælger henholdsvis de jurastuderende og de indsatte at deltage i faget? Hvad får de hver især ud af det? Hvad kan de lære af hinanden og hvad er tankerne bag holdsammensætningen? Hvorfor har Linda i øvrigt valgt, at undervisningen skal foregå i et lukket fængsel? Det er blot nogle af de spørgsmål, som jeg bruger de første 40 minutter på at finde svar på i det her afsnit. Samtalen går derefter over i en snak om de aktuelle fængselsforhold i Danmark, hvor Linda dels forklarer hvorfor de danske fængsler engang var i verdensklasse, dels hvorfor det ikke forholder sig sådan længere. For hvilken betydning har det, at niveauet for indsatte pr. fængselsbetjent i dag er 2,2? Hvordan kan vi i Danmark have et sådant niveau, der er ringere end selv de albanske fængsler? Hvad er det for en krise kriminalforsorgen aktuelt står i, og hvordan påvirker det de indsatte? Og hvad svarer dette afsnits hovedperson i øvrigt de mennesker, som ikke ser noget problem i, at indsattes vilkår er så ringe? De har jo forbrudt sig mod samfundets regler og normer, så hvad er problemet med at isolere dem og nogle dage nægte dem udgang? Hvorfor skal de indsatte overhovedet tilbydes uddannelse? Det er blot nogle af de spørgsmål, som jeg foreholder Linda Kjær Minke i det her afsnit, og det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efter at have talt en times tid med hovedpersonen mister modet og håbet en smule. ”Men det må vi ikke. Det er mennesker som dømmes, og det er mennesker, som fortjener en chance mere”, lyder det fra den anden side af bordet fra den person, der har viet sin karriere til at forske i området. Optimismen vendte stille tilbage. Det her er forbrydelse og moral episode 37 med gæst Linda Kjær Minke. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    1h 20m 55s
  • Episode 36 - Annette Olesen (lektor i kriminologi) - om sagsomkostningerne i straffesager

    15 OCT 2021 · “Jeg plejer at kalde det fantasimilliarder eller fiktiv gæld. For de her penge eksisterer ikke… Det er noget, som vi leger”. Sådan lyder det bl.a. i episode 36 af Forbrydelse og Moral fra lektor i kriminologi Annette Olesen, da jeg forsøger at finde svar på, hvad vi som samfund stiller op med sagsomkostningerne i straffesager, herunder den massive samlede gæld, der aktuelt hviler tungt på skuldrene af vores kriminalitetsdømte medborgere. En skyldnergruppe hvoraf mange, på trods af at have fået taget sin frihed, beskriver den massive efterfølgende gæld til staten som den største straf. I dag er det sådan, at bliver man dømt i en straffesag, vil man også blive pålagt at skulle betale sagens omkostninger. I praksis fungerer det ved, at staten lægger ud, hvorefter den dømte får en gæld til staten, og det er her, at spørgsmålene begynder at trænge sig på. For er der gennemsigtighed sådan, at den dømte ved hvad udgifterne dækker over? Er det problematisk, at der ingen klagevejledning følger med? Og hvilke retssikkerhedsmæssige problematikker er der at finde? Er der i dag en risiko for, at nogen mennesker undlader at anke på grund af de yderligere sagsomkostninger, eller måske tilstår for at undgå en lang og tung proces i retten? Kan man så tvivl om forsvarerens motiver, når denne anbefaler klienten at anke? De retlige og retssikkerhedsmæssige spørgsmål er talrige, men jeg taler i det her afsnit med en gæst, der i aller højeste grad også ved, hvordan gælden påvirker de dømtes livsvilkår individuelt og dermed også samfundet som helhed. For hvilke afdragsmæssige muligheder har den skyldnergruppe, hvor alle har hullede CV’er og pletter på straffeattesten? Kommer de nogensinde til at afdrage på hovedstolen? Og hvad er ikke mindst i sidste ende de samfundsmæssige konsekvenser ved at pålægge den dømte at betale sagsomkostningerne? Er der belæg for en påstand om, at den gæld som vi pålægger, i virkeligheden virker kriminalitetsfremmende og fastholder mennesker i kriminalitet? Og hvis det er tilfældet, er der så en ”løsning”?... ”Det duer ikke, at vi bare tænker på retsfølelsen. Vi må også tænke retsfornuft”, lyder det bl.a. fra min gæst. 🎧 Det her er Forbrydelse og Moral episode 36. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    1h 6m 22s
  • Episod 35 - Kasper Jørgensen (kriminolog) - om kontrollen med dømte seksualforbrydere

    27 SEP 2021 · “Det øger en eksklusion og isolation af en borgergruppe, som jo er ekskluderet notorisk fra samfundet i forvejen”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 35 af Forbrydelse og Moral, hvor jeg har inviteret kriminolog Kasper Jørgensen til en snak om forbud til dømte seksualforbrydere. Kasper Jørgensen har som ung kriminolog allerede været med på flere forskningsprojekter inden for sit felt, og da han for relativt nylig blev færdig på kriminologistudiet, var det med speciale i den reviderede udgave af straffelovens § 236 om ”forbud til dømte seksualforbrydere”. Det er netop den bestemmelse, som Forbrydelse og Moral i denne omgang er dedikeret til at forstå. For når man åbner den værktøjskasse, der hedder straffelovens § 236, hvad finder man så? Hvilke typer af forbud kan man som dømt seksualforbryder efter at have udstået sin straf blive mødt med? Er det muligt nogensinde at få sig et liv igen, hvis man efter afsoning i flere år skal leve med uanmeldte tilsyn fra politiet, der uden retskendelse tilegner sig adgang til ens bolig, breve og andre genstande? Er politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere en virksom måde at forebygge seksuelle overgreb på børn? Og nårh ja - hvordan står det så samlet set til med retssikkerheden for denne her gruppe af mennesker, som ingen egentlig nære nogle former for sympati for men snarere afskyr? I det her afsnit forsøger jeg at få min gæst til at svare på bl.a. disse spørgsmål, og jeg kan allerede nu afsløre, at han ikke er ovenud begejstret for politiets tilsyn med dømte seksualforbrydere. Det er imidlertid en position, som er svær at indtage, for hvem vil dog give sig i kast med at tale de dømte seksualforbryderes sag?... Jeg vil i den forbindelse gerne understrege én ting. I det her afsnit taler hverken min gæst eller jeg om de dømte seksualforbrydere uden hele tiden at have in mente hvilke forfærdelige kriminalitetsformer, der ligger bag. Men hvis man for en kort stund er i stand til at løfte blikket en anelse op og forholde sig til, om man mener, at retssikkerhed vitterligt er for alle – ja så giver politiets tilsyn anledning til en række spørgsmål, som er interessante at overveje. Det her afsnits hovedperson begav sig ud i at skrive speciale om et emne, der for mange mennesker med god grund rummer så store følelser, at al fornuft og rationalitet slår fra. Et emne, hvor han selv var nødt til at opsøge mennesker, som på egen krop oplever uanmeldte tilsynsbesøg i det daglige. Det var der ikke nogen, der havde gjort tidligere. Jeg håber, at du kære lytter vil tage godt imod den snak, som jeg havde med Kasper Jørgensen. Det her er Forbrydelse og Moral episode 35. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    57m 44s
  • Episode 34 - Erbil Kaya (forsvarsadvokat)

    29 AUG 2021 · “Det kan ikke have nogen gang på jord, at man skal kriminaliseres for at demonstrere og give sin mening til kende. Det giver ikke mening. Det kan man gøre i andre lande, bl.a. det min far flygtede fra, men det giver ikke nogen mening.” Sådan lyder det bl.a. i denne episode 34 af Forbrydelse og Moral, hvor forsvarsadvokat Erbil Kaya og hans erfaring med de såkaldte corona-relaterede straffesager er i fokus. Dette afsnits hovedperson førte nemlig for ganske nylig en historisk sag, hvor landsretten for første gang skulle tage stilling til brugen af straffelovens § 81d overfor corona demonstranter. Eller med andre ord: Var det virkelig lovgivers intention, at kriminalitet begået i forbindelse med en corona demonstration skulle straffes dobbelt så hårdt, som hvis den samme kriminalitet blev begået i andre ikke-corona-relaterede sammenhænge? Hør hvilket resultat landsretten nåede frem til, og ikke mindst hvorfor Erbil anså det for at være en tvivlsom ære at føre sagen ved landsretten. Vi taler desuden i det her afsnit om den retsstatslige udvikling. En udvikling og tendens som Erbil kalder ”en afmontering af retsstaten”. En tendens som han anser for at have været tiltagende de seneste 10-15 år hvor forskelle og ulighed konstant øges, hvor frihedsrettigheder indskrænkes, og hvor man eksempelvis i dag ifølge afsnittets hovedperson, kan blive udvist for et godt ord. Det her afsnit er med en gæst, som ikke alene brænder for sit fag, men i høj grad også den generelle samfundsmæssige udvikling. En mand der har været vidt omkring i den juridiske jungle lige indtil, at han landede på den helt rigtige hylde og fik strafferetten ind under huden. En mand der i dag har opbygget et af landets største strafferetskontorer, og som stadig i sit stille sind nogle gange overvejer, om han burde gå ind i politik for at modarbejde den retsstatslige udvikling, der bekymrer ham. Det ville der ved nærmere eftertanke bare være ét problem ved. For efter optagelserne snakkede vi videre, og her fortalte Erbil, at det mest bekymrende jo i virkeligheden er, at han ville være politisk hjemløs, hvis han gik ind i politik. Dét var måske i virkeligheden noget af det mest nedslående, jeg hørte den dag. At en mand og et menneske, der, såfremt han gik ind i politik, ville anse det for at være sin fornemmeste opgave at modarbejde afmonteringen af retsstaten, ikke ville kunne finde et tilhørssted. Dét er vel i sig selv ganske illustrativt for den retsstatslige udvikling, som vi taler om. Lyt med her og få et indblik i Erbils verden. En verden der er præget af den erfaring og praktiske virkelighed, som man møder, når man hver eneste dag møder i retten og arbejder som forsvarsadvokat. Det her Forbrydelse og Moral episode 34. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    1h 33s
  • Episode 33 - Knud Foldschack (advokat)

    17 JUL 2021 · “Juraen er jo fantastisk spændende i et demokrati. I 99% af tilfældene får man en rigtig afgørelse, hvor man har brugt retsreglerne og domstolene til at finde ud af, hvad der skal ske. Men nogle gange - og det er jo de sager, som jeg tager mig af - så må den kolde jura vige for den rigtige varme afgørelse”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 33 fra min gæst, advokat Knud Foldschack, da jeg forsøger at forstå, hvad det er for nogle sager, som han tager ind. Jeg har i min tid på jurastudiet været fascineret af det arbejde og de sager, som Knud Foldschack gennem tiden har ført. Han har som advokat for bl.a. Christiania, Ungdomshuset og senest foreningen Repatriate The Children, der har kæmpet for at få børnene fra de syriske IS-lejre hjem, gennem sin karriere hjulpet mennesker og minoriteter, som majoriteten ganske ofte ikke har haft meget til overs for. Han er i mine øjne en advokat og et menneske, der bidrager til at sikre noget af det mest fundamentale i vores retssamfund: at retssikkerhed er for alle. Spørger man imidlertid Knud selv, er hans egen primære drivkraft ”retfærdighed” eller manglen på samme. Sager hvor uretfærdigheden skinner igennem i en sådan grad, at Knud slet ikke lade være med at kæmpe. “Når du har siddet med små børn, der har granatsplinter i armene, og når du har set små børn, der har haft diarre i halvandet år, som er danske børn, så holder du aldrig op med at kæmpe for at få dem hjem”, forklarer afsnittet hovedperson bl.a., da vi indledningsvist taler om hans kamp for at få de danske børn i Syrien hjem. En kamp der bragte ham til Syrien for at se børnene, lejrene og forholdene med egne øjne, og en kamp der fik Folketingsmedlem Rasmus Stoklund til at beskylde ham for at ”være engageret af IS-terrorister”. En særdeles grov og med Foldschacks egne ord ”fuldstændigt utilstedelig” beskyldning. I det her afsnit taler jeg med en mand, der, når jeg spørger ind til hans baggrund, beskriver sig selv som en børnehjemsdreng, der aldrig har boet med sin far og mor, men derimod på børnehjem, kostskoler og i familiepleje. En mand der på trods af sin tilsyneladende turbulente og brogede opvækst, og måske lige netop grundet denne opvækst, i dag er et fagligt fyrtårn i kampen for retfærdighed og retssikkerhed. Vel og mærke for de mest socialt udsatte mennesker i det samfund, vi kalder et retssamfund. Det her er ikke et afsnit, hvor strafferetten er i fokus. Det er derimod Knud Foldschack som menneske og advokat, der er i fokus. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    52m 33s
  • Episode 31 - Jane Fischer-Byrialsen (forsvarsadvokat i USA)

    16 MAY 2021 · “Jeg tænker altid over, om mine klienter er skyldige eller uskyldige, og det værste for mig er faktisk at forsvare en, som jeg ved er uskyldig”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 31 af Forbrydelse og Moral fra min gæst Jane Fischer-Byrialsen, der arbejder som forsvarsadvokat i USA, og som har gjort det til sit speciale at kæmpe for de mennesker, som hun mener, er blevet uskyldigt dømt. Mennesker, som af politiet er blevet presset til at tilstå forbrydelser, som de ikke har begået. Forud for min samtale med Jane havde jeg svært ved at forstå, hvordan hun kan mene, at alle mennesker vil kunne tilstå forbrydelser, som de ikke har begået. Jeg ville aldrig tilstå noget, som jeg ikke har begået, tænkte jeg. Men efter en længere snak om Janes baggrund og arbejde, det tilsyneladende strukturelt diskriminerende amerikanske straffe- og retssystem som hun arbejder i og en række andre emner, nåede vi til det, der i særlig grad lå mig på sinde. De falske tilståelser. For hvad er det, der gør, at alle mennesker vil kunne tilstå forbrydelser, som de ikke har begået? Hvorfor tilstod eksempelvis Janes klienter danske Malthe Thomsen og Korey Wise - sidstnævnte kendt fra bl.a. Netflix dokumentaren When They See Us, forbrydelser, som de ikke havde begået? Begge to nogle mennesker, som på et tidspunkt søgte Janes bistand efter at være blevet fanget i et amerikansk system, hvor et ord som uretfærdighed ikke engang er dækkende for, hvad der overgik dem. For hvad er det for nogle metoder, som politi og anklagemyndighed i USA bruger til at fremtvinge tilståelser? Er der ingen grænser? Er myndighederne ikke som i Danmark underlagt et objektivitetsprincip, der gør, at alt hvad der taler både for mistænkte skyld OG uskyld skal frem? Har vi alle et bristepunkt, og hvis ja – hvad ville Janes eget bristepunkt så være? ”Er det virkelig rigtigt, at der ingen regler er for, om politiet må lyve for de mistænkte for at fremtvinge tilståelser”, spurgte jeg på tidspunkt undervejs i samtalen undrende… ”Tjo… der er den regel, at det må de godt”, lød køligt fra den anden ende af forbindelsen. Jeg kan allerede nu afsløre, at Janes fortællinger om det system, hvor hun hver dag kæmper for retfærdighed og retssikkerhed, flere gange undervejs gjorde mig mundlam. Fortællinger om hvordan hun har oplevet en klient få taget sit bælte til sine bukser for dernæst at blive ført ind i retten og bedt om at give slip på sine bukser, således at klienten ydmyget foran en hel retssal måtte stå med bukserne nede om anklerne, alt imens der udbrød latter fra flere hjørner af salen. Alt sammen uden at dommeren skred ind. Eller fortællingen om hvordan det er næsten altid at være den eneste kvinde i et mandsdomineret fag, hvor hun blandt andet har oplevet en dommer kalde hende og hendes klient frem for at spørge, om ikke klienten hellere skulle få sig en advokat, der ikke havde de fysiske sygeproblemer, som Jane havde. Jane var gravid. Og nårh ja… Så forsvarer Jane også i netop disse dage en massemorder, og da hun slyngede det ud på den mest naturlige facon, kunne jeg ikke undgå at blive nysgerrig og spørge ind til, hvad det er for en sag. Jeg håber at du kære lytter, får ligeså meget ud af at lytte til denne her samtale, som jeg fik af at føre den. Det var en oprigtigt talt stor ære at tale med Jane. Det her er Forbrydelse og Moral episode 31 med gæst Jane Fischer-Byrialsen. Mit navn er Jacob Barckmann. Rigtig god fornøjelse.
    1h 1m 55s
  • Episode 30 - Rasmus Hylleberg (chefredaktør hos K-News). Bonusgæst: Henrik Stevnsborg (professor i politiret)

    26 APR 2021 · ”Vi har 5.600 bestallede advokater i Danmark, der sidder og rådgiver alt fra Gadejuristen til Novo Nordisk i det økonomiske spektrum. Det vil sige, at der er en ekstremt stor berøringsflade med alle dele af det danske samfund, men hvorfor er de ikke mere repræsenteret i medierne”? Sådan lyder det bl.a. i episode 30 af Forbrydelse og Moral fra journalist Rasmus Hylleberg, da han forleden kom forbi til snak, kaffe og køkkenselfie. Rasmus er chefredaktør på K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin, og udtalelsen kom, da samtalen faldt på advokatbranchen, mediernes massive dækning af straffesager og ikke mindst det faktum, at advokater generelt er langt nede på kildelisterne hos journalisterne. Men hvorfor er sidstnævnte problematisk for både branchen og retssamfundet i det hele taget, og hvad sker der, hvis advokaterne primært interviewes kortfattet i forbindelse med dækningen af straffesager og/eller i forbindelse med de større økonomiske skandalesager og ellers kun i mindre grad inddrages i den offentlige debat? Vi har med en branche at gøre, der omsatte for 14 mia. kr. i 2020, og som har nogle af landets højst uddannede… Hvorfor er de ikke mere på banen i den offentlige debat? Desuden var kun 3 ud af de 50 mest citerede eksperter i 2020 jurister og ingen af dem var kvinder. Det var bl.a. de tanker og spørgsmål, som Rasmus selv kom til bordet med, da jeg spurgte, hvad han er særligt optaget af i sit arbejde, og da vi mødtes hjemme hos mig for at optage, tog vi en uformel snak om lige netop dette samt flere øvrige emner, der kan siges at trække tråde mellem hans arbejde og branche som journalist og advokatbranchen. Hvis du som lytter har været igennem de øvrige 29 afsnit, så ved du måske også, at jeg bryster mig af at udgive en strafferetlig podcast, hvor jeg sammen med dig håber på ikke kun at blive klogere på det fag, som jeg finder mest interessant, men også alle de fagområder, problematikker og udfordringer, der desuden knytter sig til det at leve i et demokratisk retssamfund. I grundlovens § 3 finder man magtens tredeling: den dømmende, den lovgivende og den udøvende magt. Hvad der imidlertid ikke i grundloven står skrevet, er, at man i et demokratisk retssamfund som det danske ofte også taler om den fjerde statsmagt medierne, der supplerer de tre officielle statsmagter. Både i Danmark og i udlandet spiller medierne en massiv rolle som samfundsoplysende institutioner, og det kan lyde banalt, men netop det er årsagen til, at det i denne podcast også er vigtigt at drøfte mediernes håndtering og dækning af straffesager og kriminalstof med nogle gæster, der selv til dagligt forsøger at navigere i medieverdenen. En af de personer er netop denne episodes hovedperson Rasmus Hylleberg. En efter min opfattelse sympatisk, dygtig, grundig og saglig journalist som udover at være den person, der i sin tid rakte ud for at høre, om jeg ville udgive podcasten i samarbejde med K-News og Karnov Group, også er en, jeg til enhver tid ville sætte mig og sludre med løst og fast om. Sidst men ikke mindst skal det nævnes, at vi afslutningsvist i det her afsnit ringer op til professor i politiret Henrik Stevnsborg og tager en snak om fænomenet predictive policing, herunder bl.a. spørgsmålet om hvorvidt man med teknologi er eller kan blive i stand til at forudse hvor og hvornår, at en lovovertrædelse vil blive begået, men også hvem der konkret vil begå den. Lyden i samtalen med Henrik Stevnsborg blev beklageligvis ikke synderligt skarp, men jeg håber, at du kære lytter kan bære over med det. Der er ikke meget mere at sige, end at sige end at mit navn er Jacob Barckmann, og her kommer episode 30 af Forbrydelse og Moral. God fornøjelse.
    1h 37m 29s
  • Episode 29 - Anders Larsson (anklager) & Kristian Braad (forsvarsadvokat)

    5 APR 2021 · “Vi kan ikke lide at sige, at vi hævner, men det er jo det, vi gør”. Sådan lyder det bl.a. i denne episode 29 af Forbrydelse og Moral fra forsvarsadvokat Kristian Braad, da jeg foreholdte ham og ikke mindst personen overfor ham, anklager Anders Larsson, spørgsmålet om, hvorfor vi – set med deres øjne – straffer som vi gør. Jeg har i lang tid gerne ville sætte en dygtig forsvarsadvokat overfor en dygtig anklager, for dernæst at få dem til at tale dels om nogle af de emner, som tidligere i denne podcast har været drøftet, dels nogle nye emner – som ikke tidligere har været drøftet. Før vi i det her afsnit rigtig får talt os varme, får du kære lytter lov til kort at stifte bekendtskab med mine to gæster og ikke mindst deres karrieremæssige valg og veje, og jeg kan da allerede nu afsløre, at begge mine gæster har været en del af store, spændende og vel i virkeligheden historiske straffesager. Det var jeg godt klar over før vi satte os til at snakke, men da jeg indledningsvist får spurgt, om de to egentlig nogensinde har været på en sag sammen som anklagere, idet Kristian har en fortid i anklagemyndigheden, opdager jeg, at det har de. Endda ikke i hvilken som helst sag. Det var således netop disse to mænd, der som tidligere kollegaer førte straffesagen mod Said Mansour. En sag mod en mand, der i medierne blev døbt ”Boghandleren fra Brønshøj”. Hør mere om hvordan det var i det her afsnit. Det her er et afsnit, som jeg er rigtig stolt af. Det gav god mening og en god dynamik at smide nogle bolde op i luften for dernæst at se dem blive grebet at to dybt kompetente aktører inden for retssystemet, og det var kanon lærerigt. Vi taler om straffesystemet, virkningen af straffe, brugen af varetægtsfængsling – hvor den indsatte typisk sidder isoleret i sin celle 23 timer i døgnet uden at have fået en dom. Vi taler om pædagogik og retorik i retten, idet jeg afspiller og foreholder mine gæster et citat fra min tidligere gæst Ali Najei, og vi taler om Plea Bargaining – noget man kender fra det amerikanske system (og ikke mindst de amerikanske film), hvor sigtede personer tilstår forhold eller angiver medgerningsmænd for til gengæld selv at få en mildere straf. DET og meget mere, kan du høre om lige her i Forbrydelse og Moral episode 29. Mit navn er Jacob Barckmann. God fornøjelse.
    1h 33m 38s

Velkommen til Forbrydelse og Moral - en podcast der udkommer i samarbejde med K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin. En (hovedsageligt) strafferetlig podcast hvor du sammen med mig, Jacob Barckmann,...

show more
Velkommen til Forbrydelse og Moral - en podcast der udkommer i samarbejde med K-News - Karnov Groups digitale nyhedsmagasin. En (hovedsageligt) strafferetlig podcast hvor du sammen med mig, Jacob Barckmann, får lov til at møde en række mennesker, der alle har det tilfælles, at de på den ene eller anden måde er dybt begravet i det danske retssystem.

Mit mål er at få retssystemets aktører til dels at reflektere over deres egne og hinandens roller, dels det system og den lovgivning, der sætter rammerne for deres virke.

Da jeg startede Forbrydelse og Moral havde jeg ikke "interviewet" nogen før . Lydkvalitet mv. bliver derfor (efter egen opfattelse) løbende forbedret fra afsnit til afsnit.

God fornøjelse hvis du lytter med.

Kontakt
Instragram: “Barckmann”
Mail: Barckmannjacob@gmail.com
show less
Contacts
Information

Looks like you don't have any active episode

Browse Spreaker Catalogue to discover great new content

Current

Looks like you don't have any episodes in your queue

Browse Spreaker Catalogue to discover great new content

Next Up

Episode Cover Episode Cover

It's so quiet here...

Time to discover new episodes!

Discover
Your Library
Search