Hvor kommer Inuit-sangen i begyndelsen af udsendelsen fra ?

Først af alt så hedder det sprog Arnarulunnguaq, og alle andre i det gamle Thule talte, ikke inuit, men Inuktun (https://en.wikipedia.org/wiki/Inuktun) Er det ikke en overdrivelse når John Andersen siger, at inuit levede på grænsen for hvordan man kunne overleve. Sine steder og på nogle tidspunkter er det rigtigt, men jeg mener ikke man kan generalisere, uden at give et skævt billedet af den tids samfund og kulturer. Det er en ny myte John Andersen er med til at kolportere, om fordelingen af opgaver mellem de 3 der gennemførte den store slæderejse. Knud Rasmussen var på ingen måde dårligere slædekører end Qaavigarsuaq (kaldet Miteq). De kørte af og til lange strækninger uden hinanden. Deres styrke lå i, at de samlede ekspertiser fra de lokale inuit, om de ruter de skulle gennemkører og nogle lokale tegnede endda kort til dem. Noget andet er at Arnarulunnguaq skaktens kan have medvirket som hundekusk, idet kvinderne i Thule, var dygtige hundekuske. Historien om indvandringen fra Canada gengiver John Andersen meget forvirret og direkte forkert. Knud Rasmussen er den første der skriver historien ned i bogen ”Nye Mennesker”. Senere kommer en mere dybdeborende beretning om indvandringen nemlig: ”Qillarsuaq og hans lange rejse fra Canada til Nordøstgrønland i 1860erne” af Inuutersuaq Ulloriaq. Og endelig ”Qillarsuaq” af Guy Mary-Rousselière”. Fra disse beretninger fremgår det at åndemaneren Qillarsuaq havde hørt fra hvalfangerne at der boede mennesker ved det senere Thule. John Andersen får det til at se ud, som om den viden kom gennem en åndemaning! Værre endnu er det at John Andersen sammenblander to fortællinger om indvandringen. Han fortæller at de på turen imod Grønland led sult og at man spiste hinanden. I virkeligheden havde de god fangst på denne rejse. Efter at have boet blandt de nye mennesker i Grønland en del år, tog Qillarsuaq sammen med flere andre tilbage den vej de var kommet. Det var på denne rejse at der udbrød hungersnød og kannibalisme. Og det var ved den lejlighed at Merkrusark mistede det ene øje, under et overfald. Han og nogle få andre kom tilbage til Thule og det er ham der fortæller historien til Knud Rasmussen. Udsendelsen er sjov og oplysende, samt meget medrivende, men utrolig rodet. Man få også det indtryk at uden Arnarulunnguaq var det ikke gået. Imidlertid er det ganske uretfærdigt imod de andre kvinder fra Thule, der var med de første to år: Arnanguaq og Aqataq de var lige så uundværlige. PS: det havde været oplagt at omtale Haral Molkes fantastiske portræt af Merkrusark som netop findes på Nationalmuseet