Hævn har lange kløer. Den binder dig til skadevolderen, selv om det, du ønsker, er det stik modsatte, når dine grænser er blevet ekstremt overskredet. En undersøgelse fra Harvard University i USA viser, at når man hævner sig, så sidder oplevelsen og uretfærdigheden i kroppen og nager i længere tid, end hvis man nøjes med at tænke på hævntørsten. For efter hævnen skal man leve med, at man selv er blevet en børste. Det er hævnens landskab og trangen til den sødmefulde forløsning, som Liselotte Horneman Kragh og Kirsten Elley, præsten og redaktøren, ruller over scenen med denne gang. De hiver fat i eksempler fra deres personlige liv, og på den storpolitiske scene er det konflikten mellem israelere og palæstinensere, der er anledningen. I episoden vil du høre om stoikernes syn på hævn. Kloge ord fra den tyske filosof Nietzsche, den indiske politiker og åndelige leder Mahatma Gandhi og den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu krydrer podcasten.

Mahatma Gandhi: "Øje for øje ender med at gøre hele verden blind."

Omtale af hævn-undersøgelsen fra Harvard University: https://videnskab.dk/kultur-samfund/haevnen-er-ikke-altid-soed/

Marina Cantacuzino: The Forgiveness Project - Stories for a Vengeful Age
Citat herfra (af Desmond Tutu: ”Processen med at tilgive udelukker ikke had og vrede. Disse følelser er alle en del af at være menneske. Når jeg taler om tilgivelse, mener jeg evnen til at give slip på retten til at hævne sig. Og evnen til at give slip på de lænker af raseri, der binder dig til den person, der voldte dig skade.”

Desmond Tutu: Ingen fremtid uden tilgivelse

Matthæusevangeliet 18, 21-22: Da kom Peter til ham og spurgte: »Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? Op til syv gange?« Jesus svarede ham: »Jeg siger dig, ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.

Bent Falk: Kærlighedens pris
Citat fra Kærlighedens pris: (s. 74f.) “Først, når vi vover at være hvad vi er, kan vi opdage at magten til at være ligger hos os selv og ikke i munden på den, der håner og vrænger ad os. Det er dét, der ligger i ordene om at vende den anden kind til det krænkende venstrehåndsslag på den højre kind (Matt 5,39). Man behøver ikke uden videre at lade sig definere af den anden, og det kan man vise ved at invitere den anden til bare at fornærme løs.’