Springsteen har, siden han debuterede i 1973, stået for en naturalistisk form for rockmusik, ikke mindst på grund af hans fysisk kontante og overskudsagtige koncerter, som oftest i selskab med det legendariske E Street Band. I 1980’erne blev han med lp’en ‘Born in the U.S.A.' superstjerne, en status, han frivilligt fasede sig ud af i det efterfølgende årti.

Springsteen er både romantiker og mytoman, men hans arbejderklassebaggrund betyder, at hans tekster altid er funderet i rå realiteter og altid står på underhundens side. Få har som ham sunget om afstanden mellem den amerikanske drøm og landets mere beskidte virkelighed. I det 21. århundrede er hans musik i stigende grad blevet politisk: Han var således yderst kritisk overfor Bush-administrationen, og støttede varmt Barack Obama gennem dennes præsidentperioder.

Begge showets værter fik en epifani, da de i maj 1981 oplevede Springsteen fyre et 30-sangs langt sæt af i Brøndbyhallen. Og det er da også især årene 1973-1987, ‘Rockhistorier' fokuserer på, for i den periode peakede Springsteen, hvor han leverede den stribe mesterværker, hans renomme bygger på. I Parken i 2016 fik Springsteen endnu engang ‘Rockhistorier's værter helt op at ringe med en koncert af dimensioner. "It ain’t over ’til the fat lady sings …"

Spirit in the Night 1973)4th of July, Asbury Park (Sandy) (1973)Born to Run (1975)Thunder Road (1975)The Promised Land (1978)The River (1980)Jackson Cage (1980)Candy’s Room (Live, 1981)State Trooper (1982)Born in the U.S.A. (Demo Version, 1982)No Surrender (1984)Brilliant Disguise (1987) If I Should Fall Behind (1992)My City in Ruins (2002)Radio Nowhere (2007)

Foto: Rob De Martin/Sony Music