Der er et paradoks forbundet med forventninger i parforholdet. På den ene side spiller forventninger en kæmpe rolle. Og på den anden side er der muligvis ikke andre sammenhænge, hvor der er så mange usagte og ligefrem hemmeligholdte forventninger som i romantiske relationer. Samtidig er romantiske relationer per definition præget af stærke følelser, udpræget irrationalitet og risiko for buldrende konflikter. Dét spiller også ind på et pars forventninger.

For mig handler kærlighed – og ikke kun den romantiske af slagsen – om at give. Det øver jeg mig under alle omstændigheder på.Det handler ikke om at forvente at få, men at tro på at gi’. Jeg giver, fordi de er dem, de er. Fordi jeg elsker dem – men også fordi jeg ofte allerede har fået.

Alligevel bygger længerevarende relationer – uanset hvor rationelt og kedeligt det lyder – grundlæggende på en gensidig udveksling af både meget konkrete materielle goder og skrøbelige følelser. Og jeg kan nok heller ikke sige mig helt fri for, at jeg ikke har en vis forventning om at få. Før eller siden.

En relation er langt hen ad vejen drevet af princippet og forventningen om “reciprocitet” – om indbyrdes udveksling af gaver og tjenester mellem to parter eller, med andre ord, om gensidighed. Det betyder, at balancen mellem, hvad man giver og modtager, er vigtig og nogle gange afgørende. Der er dem, der mener, at vi grundlæggende opfører os “profitmaksimerende” i vores relationer, og at vi fører et slags “indre regnskab” og løbende vurderer, om vi får det, vi fortjener. Måske sammenligner vi også med alternativerne og overvejer, hvad vi evt. kunne få andre steder – måske endda i helt andre relationer?