Min kæreste spurgte, om jeg ville være med til at passe Ebbe-barnebarn over en weekend i København, hvor Ebbes forældre, skulle til koncert med Suspekt. Jeg anede ikke hvem Suspekt er, men sagde ja. Men dejligt med en kæresteweekend i København, så jeg gik i gang med at planlægge.

Jeg ville gerne forbi min yndlings-urmager, på museum og så er der kommet en ny restaurant på Gråbrødretorv … Det skulle nok blive godt.

To dage før Ebbe skulle passes, satte min kæreste mig ind i programmet. Tidlig afgang fra Århus lørdag morgen. På vejen skulle Ebbe og forældre samles op. Når vi landede i København, blev forældrene sat af. De ville så returnere og overtage Ebbe på et tidspunkt over midnat, når koncerten var slut. Endelig kørte vi tilbage til Århus søndag kl. 07:30.

Kæreste-fletten-fingre blev således erstattet af bleskift og baksen rundt med en barnevogn, som det aldrig lykkedes mig at finde ud af at slå sammen. Museumsbesøg blev erstattet af jeg-ved-ikke-hvor-mange ture med barnevognen rundt om søerne. Og Bo Bech blev skiftet ud med en middelmådig pizza.Historien er ikke enestående. Vi havde – bare – forskellige forventninger til, hvad der skulle foregå. Det er også banalt: Vi kunne jo – bare – ha’ talt om vores forskellige forventninger.

Men hvorfor i alverden tog jeg ikke initiativ til at tale med min kæreste om vores indbyrdes forventninger? På dette tidspunkt skrev jeg bog om forventninger og brugte dagligt adskillige timer på at tænke på, tale og skrive om forventninger. Der er muligvis ikke et område, hvor forventninger spiller en større rolle end netop i parforholdet, hvor forskellige forventninger er et perfekt grundlag for et solidt skænderi.