Af flere grunde husker jeg særligt året 1974, hvor jeg fyldte 11 år. Gerd Müller scorede sejrsmålet, da Vesttyskland vandt VM i fodbold, og Jesper Tørring blev europamester i højdespring. Og så fik jeg en lidt længere sommerferie end mine klassekammerater, for min far døde den sommer. Han blev 45 år.

Derefter var mit højeste ønske, at jeg hurtigst muligt blev voksen. Der voksede en energi i mig, der fik den faderløse Søren til at ”knokle på”. Jeg blev familiens mønsterbryder og den første til at få en studentereksamen. Jeg gjorde karriere. Jeg blev direktør og medejer af et af Danmarks største reklamebureauer. Jeg adopterede to børn. Jeg blev forfatter. Men det var på en eller anden måde ikke nok. Jeg skulle hele tiden videre. Mine forventninger til mig selv blev ikke mindre. Men selvom jeg lykkedes med det meste, og ikke manglede selvtillid, var jeg sjældent tilfreds med mig selv. Så jeg blev enig med mig selv om, at problemet var lavt selvværd. Altså noget med, hvilken værdi man tillægger sig selv, og om man føler sig som et ordentligt menneske.Men med tiden kunne jeg heller ikke helt få dét til at passe. For jeg forsøgte jo at være et nogenlunde ordentligt menneske: Jeg anstrengte mig i rollen som far, kæreste og ven. Og jeg forsøgte at behandle de fleste mennesker godt.

Henrik Elsig Andersen introducerer i sin bog “Ultraløb, ledelse og udvikling” et begreb, der gav mig en uventet ny indsigt. Jeg indså, at min udfordring er, at jeg aldrig for alvor er tilfreds med mig selv og min indsats. Og at det, som driver mig, langt hen ad vejen, er forventningen om, at det meste kan gøres bedre. Mit problem er, at jeg hele tiden forventer mere. Jeg er et forventningsfuldt selv-utilfreds menneske.